Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

En 57-årig mand er død efter et knivstikkeri i Hammerum. Der er ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

57-årig mand død efter knivstikkeri i Hammerum

En 57-årig mand er død efter et knivstikkeri i Hammerum i nærheden af Herning.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi natten til tirsdag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politiet modtog klokken 19.21 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med kniv i sit hjem i Hammerum.

Der blev forsøgt livreddende førstehjælp, men manden blev efter en time erklæret død på adressen.

Politiets nuværende opfattelse er, at der er opstået en uoverensstemmelse mellem personer i et misbrugsmiljø. Det førte til, at manden blev stukket med kniv.

»Der er ingen oplysninger i sagen om, at drabet har relation til konflikten mellem de kriminelle grupperinger i Herning, som Midt- og Vestjyllands Politi også efterforsker«, skriver politikredsen.

Der er natten til tirsdag ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste sent mandag aften, at det var rykket ud til en adresse i Hammerum på grund af et mistænkeligt forhold.

Politiet har siden efterforsket intenst omkring adressen, lyder det natten til tirsdag fra politikredsen.

En nabo beskrev mandag aften til lokalmediet TV Midtvest, at politiet var massivt til stede på Elmegade i Hammerum.

En lægehelikopter har ifølge naboen været på stedet. Derudover blev en person ført ud i en dna-dragt, skriver TV Midtvest.

Politiet har natten til tirsdag ikke yderligere oplysninger om sagen, skriver politikredsen på Politi Update.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her