11 personer udsatte i Viborg i april sidste år en dreng for så grov vold, at han mistede bevidstheden, fik brud på flere knogler i ansigtet og flækkede en tand.
De filmede det, fik ham til at sige, at han havde haft sex med en syvårig, og at han var homo, samt sprøjtede ham i ansigtet med en peberspray, så han ikke kunne se.
Mere end et år efter voldsepisoden har Retten i Viborg fredag kendt ti mænd og én kvinde i alderen 18 til 31 år skyldige i særdeles grov vold af ydmygende karakter.
Offeret var 17 år. Han blev bortført fra Stationspladsen nær banegården i Viborg og kørt ud til et skovområde.
Retten mener, at det er en særdeles skærpende omstændighed, at så mange deltog.
Selv om ikke alle 11 dømte aktivt deltog i volden, er de blevet dømt for medvirken, lyder det fra anklager Iben Bøttker.
De straffes med fængsel på mellem et år og tre måneder og to år og tre måneder.
Én mand er blevet udvist af Danmark med et livslangt indrejseforbud. Yderligere to udenlandske statsborgere har fået en advarsel om udvisning.
Seks ankede dommen, mens én valgte at modtage sin dom. De resterende har udbedt betænkningstid i forhold til at anke dommen.
ritzau