Femern-byggeriet ved Rødbyhavn er ramt af det, som selskabet Sund & Bælt beskriver som en cyberhændelse.
Det fremgår af Femern-byggeriets officielle hjemmeside.
»Vores entreprenør, FLC (Femern Link Contractors, red.), har orienteret os om, at de har været udsat for en cyberhændelse«, siger Sund & Bælts pressechef, Jens Villemoes, i en udtalelse på hjemmesiden.–
»Vi er i dialog med FLC om situationen, og på nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere oplysninger«.
Ifølge oplysninger, som Lolland-Falsters Folketidende har fået, »har angrebet slået centrale systemer ud og fået mærkbare konsekvenser for arbejdet på milliardbyggeriet«. Ifølge Folketidendes oplysninger har problemerne betydet, at medarbejdere ikke må logge på wi-fi, åbne computere eller mails fra entreprenørkonsortiet FLC.
Samtidig er systemet til adgangskort ramt, så vagter flere steder må registrere medarbejdere manuelt ved portene. Problemerne skal være begyndt natten til mandag.
Angrebet har ifølge Folketidendes oplysninger også ramt dele af arbejdet til søs.
Flere fartøjer, der indgår i arbejdet med Femern-tunnelen, ligger stille, fordi de er afhængige af digitale systemer og data for at kunne udføre arbejdet, skriver Folketidende.
Hurtig genvej under vandet
Femern Bælt-tunnelen skal forbinde Rødbyhavn med Puttgarden. Når forbindelsen står færdig, vil turen mellem Danmark og Tyskland tage syv minutter i tog og ti minutter i bil.
Byggeriet blev påbegyndt i 2020 på den danske side og i 2021 på den tyske side.
På grund af forsinkelser i byggeriet og de tilstødende landanlæg på tysk side oplyste Sund & Bælt i maj i år, at man nu arbejder mod en åbning af Femern Bælt-tunnelen i to etaper.
Det betyder, at vejforbindelsen åbner først. Herefter togforbindelsen.
»Sund & Bælt vil fremlægge en ny tidsplan efter nedsænkningen af de første tunnelelementer. Den skal baseres på de konkrete erfaringer med nedsænkningen af standard- og specialelementer og håndteringen af vilkårene i den tyske myndighedsgodkendelse«, lød det i foråret.
Oprindelig skulle forbindelsen stå klar i 2029.
Opdateres
ritzau
fortsæt med at læse