Der er ikke risiko for menneskers sundhed ved brug af det populære legetøj squishy dumplings.
Det oplyser Miljøstyrelsen, der har foretaget en undersøgelse af en række konkrete produkter.
Baggrunden er, at styrelsen siden årsskiftet har modtaget omkring 50 henvendelser vedrørende benzinlignende lugt fra denne type legetøj.
Men selv om squishy-legetøj kan være forbundet med lugt, er legetøjet ikke nødvendigvis skadeligt for mennesker, lyder det fra Miljøstyrelsen.
»Hvis legetøjet lugter kraftigt af kemi, betyder det, at kemiske stoffer frigives fra produktet. Det betyder ikke altid, at produktet er skadeligt«, skriver kontorchef i Miljøstyrelsens kemikalieinspektion Kim Holm Boesen i en e-mail til Ritzau.
Squishy-legetøj er blevet populært blandt især børn og unge - blandt andet gennem sociale medier, hvor videoer af de bløde, klembare figurer har fået stor udbredelse.
Varianten squishy dumplings ligner den asiatiske ret dumplings, der er en dejpose med fyld.
Hvis legetøjet lugter af kemi, kan det placeres udenfor, indtil lugten er forsvundet, skriver kontorchefen.
Hvis der er bekymring om, at legetøjet forårsager en allergisk reaktion, bør man stoppe brugen af legetøjet med det samme, lyder rådet.
Miljøstyrelsen skriver, at man har undersøgt flere end 10 produkter, men det nærmere antal er ikke specificeret.
Styrelsen vurderer, at de undersøgte produkter overholder de gældende regler på det danske marked.
Styrelsen henviser også til, at den hollandske fødevare- og produktsikkerhedsmyndighed NVWA for nylig undersøgte 19 forskellige squishies.
Her tog man udgangspunkt i, at et barn sover hver dag i ti timer i et værelse, hvor der ligger ti squishy dumplings.
»Selv i dette scenarie er der ingen sundhedsrisiko ved, at barnet indånder de dampe, som frigives«, skriver NVWA i en pressemeddelelse offentliggjort på myndighedens hjemmeside 24. september.
Hos Giftlinjen, der rådgiver om akutte forgiftninger, har man registreret et stigende antal henvendelser om netop squishy-legetøj.
»Vi har set en markant stigning i antallet af henvendelser hen over sommeren fra især forældre, der har været bekymrede, fordi deres spædbørn har bidt i noget squishy-legetøj, og de frygter, at det kan være skadeligt«, siger overlæge på Giftlinjen ved Bispebjerg Hospital Anja Huusom til Ritzau.
Rådet i situationen er ifølge overlægen at tjekke, om der er rester af produktet i munden og være opmærksom på eventuel svie omkring munden. I så tilfælde kan man skylle området omkring munden med vand.
»Hvis barnet er kommet til at sluge et lille stykke, skal man ikke være urolig. Det er ikke noget, der optages i kroppen. Det kommer ud af den anden ende igen«, forklarer Anja Huusom.
ritzau