Københavns Universitet (KU) har mandag aften lukket flere administrative systemer efter et nyt cyberangreb.
Det oplyser universitetet på sin hjemmeside.
Universitetet er tidligere mandag blevet udsat for et cyberangreb, fremgår det.
Det sker blot få dage efter, at Københavns Universitet i sidste uge blev udsat for et andet cyberangreb.
Her havde hackere skaffet sig adgang til oplysninger på cirka 525.000 personer.
»Lige nu er der driftsforstyrrelser på flere administrative systemer, bl.a. Workzone og Nimbu«, skriver universitetet.
Københavns Universitet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til mandagens angreb.
ritzau