To brødre, en søster og en 34-årig mand er idømt fængsel og udvist for brand i restaurant.

Påsat brand i restaurant giver fængselsdomme til søskendeflok

En 34-årig mand og to brødre samt deres søster er ved Retten i Lyngby blevet dømt for i februar at have påsat en brand i restauranten Kong Kylling i Værløse. De tre søskende er i alderen 20-22 år.

Straffene lyder på mellem halvandet og to års fængsel, og de fire, som alle stammer fra Syrien er desuden blevet udvist af Danmark, oplyser forsvarsadvokat Erbil Kaya, som repræsenterer en af de dømte.

Alle har anket til frifindelse, og i den forbindelse har byretten valgt at udstrække et navneforbud, som gør det strafbart offentligt at røbe de dømtes identitet.

Branden blev antændt med en blanding af motorbenzin og dieselolie, og der blev forvoldt skader for flere millioner kroner i restauranten og ejendommen på Værløse Bymidte.

Den 34-årige mand blev dømt for at have foranlediget brandstiftelsen, mens den ældste af de tre søskende, en 22-årig mand, blev dømt for at have antændt branden. De to fik den højeste straf på hver to års fængsel.

En 21-årig kvinde og en 20-årig mand blev straffet med hver halvandet års fængsel for deres roller i forberedelserne af brandstiftelsen.

Forberedelserne bestod i, at de tre mænd på en tankstation i Kirke Saaby købte de brændbare væsker, hvilket skete efter aftale med kvinden.

Omkring ti beboere i lejligheder i ejendommen måtte flygte, da branden opstod.

Ankesagen vil blive behandlet på et endnu ikke fastsat tidspunkt i Østre Landsret. Foreløbig skal de fire fortsat sidde varetægtsfængslet.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her