Flere tusinde piloter fik kompromitteret deres personoplysninger i forbindelse med et databrud hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), der fandt sted i slutningen af oktober.
Det oplyser DMI i en opdatering på sin hjemmeside onsdag.
»Det er konstateret, at uvedkommende har nået at downloade en liste med oplysninger om cirka 5000 piloter, der har login-adgang til Northavimet«, skriver DMI.
Northavimet er en fællesnordisk internetportal, der giver piloter adgang til vejrinformationer i forbindelse med planlægning af flyvninger.
Ifølge DMI har uvedkommende skaffet sig adgang til flere informationer om de berørte piloter, herunder navne, mailadresser, nationaliteter og pilotcertifikatnumre.
Piloterne, der er omfattet af lækket, orienteres om hændelsen, skriver DMI.
Hændelsen skete i forlængelse af, at der i slutningen af oktober blev fundet sikkerhedshuller i et af verdens mest udbredte programmeringssprog bag hjemmesider, webshops og portaler, der går under navnet PHP.
ritzau