Folkekirkens biskopper ønsker at opdatere Den Danske Salmebog. Sognepræst kalder det katastrofalt, hvis der indføres sange i gudstjenesten, som ikke er salmer.

Ny dansk salmebog deler vandene

Foto: Martin Zakora
Foto: Martin Zakora

Torsdag meddelte folkekirkens biskopper, at der bør udgives en opdateret salmebog i 2036.

Allerede dagen efter skabte det debat.

Sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat Nana Hauge frygter, at Den Danske Salmebog kommer til at indeholde sekulære (ikke-religiøse) sange som eksempelvis ’Linedanser’ og ’Livstræet’.

Det vil i hendes øjne medvirke til, at kirken ’fortynder’ og ’udvander’ sig selv i en grad, at der ikke længere er grund til at gå i kirke.

Ifølge hende virker det som om, at folkekirkens eneste løsning på dens ’angivelige krise’ er mere sekularisering.

»Og jeg er bange for, at dette også vil blive fortegnet for en ny salmebog.

Ifølge biskop Marianne Christiansen kommer initiativet med en ny salmebog i forbindelse med 500-året for Reformationen i Danmark i 2036. I den anledning kommer der også en ny bibeloversættelse.

»Så det er oplagt, at reformationsjubilæet også bliver markeret med en fornyelse af salmebogen, mener biskoppen.

Biskopper i arbejdsgruppe

Folkekirkens biskopper har derfor nedsat en arbejdsgruppe, som skal fremsætte rammerne for en kommission, der vil blive nedsat næste år.

»Man kunne for eksempel forestille sig, at man spurgte: Skal vi overhovedet have en ny salmebog? Skal det ikke bare være digitalt? Hvor omfattende skal den være, og hvordan skal man arbejde med det?, siger Marianne Christiansen.

Nana Hauge forholder sig dog skeptisk over for arbejdet med en ny og opdateret salmebog.

»Fortalerne for ’nye’ salmer ønsker jo ikke bare salmer i ny sprogdragt. Nej, de ønsker simpelthen at indføre sange i gudstjenesten, der ikke er salmer.

Her henviser Nana Hauge til sange, som ikke henvender sig til Gud, men som besynger menneskelige fællesskaber, at finde sig selv som teenager, elskov eller som opfordrer til at lade livet udfolde sig.

»Det er der intet som helst galt med. Det hører bare ikke til i en gudstjeneste, siger hun.

Nana Hauge er ikke imod, at der synges nye salmer i kirken - men for hende er det slet ikke det, det handler om.

»Det handler ikke om gammelt versus nyt. Det handler om, hvorvidt Gud skal æres og lovsynges i sit eget hus.

»Men det er smart at gemme debatten bag gammelt versus nyt. Det falder i god jord i en tid, der ser det, at noget er nyt, som en kvalitet i sig selv, siger hun.

Findes med lup

Nana Hauge mener i stedet, at sagen handler om det kristelige versus det sekulære.

»Hvis man savner nyt salmesprog, kan det da aldrig være en løsning at skifte salmer ud med verdslige sange, hvor det kristelige skal findes med en lup mellem linjerne, siger hun.

Nana Hauge kalder det ’katastrofalt’, hvis menigheden bare synger sange om en, der for eksempel har forladt sin kæreste.

»Det må enhver da kunne se, lyder det fra sognepræsten.

Ifølge Nana Hauge er hun ikke den eneste med den holdning.

»Men selv hvis jeg var den eneste, der mente det, ville det være ligegyldigt, hvis det er sandt. Og det er det, siger hun.

I udarbejdelsen af en ny salmebog er det vigtigt for Marianne Christiansen at have nogle af de salmer med, som betyder meget - både tekstligt og musikalsk.

»Samtidig skal vi have nogle vægtige og gode salmer fra vores egen tid ind i traditionen, så den løbende fornyes, lyder det.

I sidste ende er det dog ikke biskoppen, men en kommission, som nedsættes af Sundheds- og Kirkeministeriet, der beslutter fremtiden for Den Danske Salmebog.

Der er dog lange udsigter til, at en ny udgave af Den Danske Salmebog udgives.

Efter planen sker det først i 2036.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her