Opdateret lørdag klokken 19.01
Udslippet af et stof fra affaldsvirksomheden NG Nordic på Lindholmvej i Nyborg er nu under kontrol.
Det oplyser Fyns Politi i en beredskabsmeddelelse tidlig lørdag aften.
»Der er konstateret en lille mængde organisk materiale blandet med damp, der udledes, hvilket er årsagen til lugtgenerne. Det organiske stof, der udledes, er i så lille en koncentration, at det ikke udgør nogen fare«, skriver politiet og fortsætter:
»Lugtgrænsen for organiske stoffer er lav, hvorfor der kan opleves lugtgener det næste døgn«.
Personer i området kan dog færdes udendørs og åbne døre og vinduer igen, forsikrer politiet.
»Skulle man mod forventning opleve ubehag eller hoste, skal man kontakte vagtlægen«, skriver politiet i beredskabsmeddelelsen.
Politiet opfordrede tidligere på dagen byens borgere til at søge indenfor, lukke døre og vinduer og standse for ventilationen på grund af røg og lugtgener.
Advarslen vedrørte personer i området afgrænset af Kystvej, Holmegårdsvej, Dampskibsmolen, på tværs af havnen til krydset ved Dyrehavevej/Strandvejen og mod syd samt Ladegårdsvej mod vest, Vestergade, Christianslundsvej, Banegårdsalleen og Slipshavnsvej mod nord.
Sent lørdag eftermiddag ankom Kemisk Beredskab til NG Nordic for at foretage analyser, mens brandvæsen og politi allerede var på stedet.
Ligesom byens borgere gennem dagen er blevet opfordret til at viderebringe varselsoplysningerne til andre i området, gælder det også for ophævningen af varslingen.
Det fremgår ikke, hvad der har forårsaget det konkrete udslip af det organiske materiale.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra NG Nordic.
ritzau
fortsæt med at læse