I Østjylland opfordres trafikanter fredag morgen til at være forsigtige. Vejene er flere steder glatte.

»Pas på hinanden derude«: Politiet i Østjylland advarer om isglatte veje

Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Østjyllands Politi opfordrer fredag morgen til øget forsigtighed i trafikken som følge af isglatte veje flere steder i det østjyske.

Det skriver politikredsen på beskedtjenesten Politi Update.

Temperaturen ligger flere steder omkring frysepunktet her til morgen, skriver kredsen.

»Vi opfordrer derfor til øget forsigtighed i morgentrafikken og anbefaler, at man sænker hastigheden en smule og er opmærksom på afstanden til forankørende bilister«.

»Pas på hinanden derude«, tilføjer politikredsen.

Glatte veje forårsagede torsdag glatføreuheld flere steder i landet.

Sydmotorvejen blev i aftentimerne spærret i sydgående retning efter flere færdselsuheld på strækningen.

Også på Falster lige syd for Farøbroen blev der meldt om et trafikuheld, der forstyrrede trafikken.

Tidligere torsdag var den gal på E45-motorvejen nord for Vejle, hvor et pludseligt og voldsomt snevejr også forårsagede glatføre og et uheld, hvor fem biler var involveret.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her