Kommuners klagesang preller af på Venstre

Lyt til artiklen

Selv om ni østjyske borgmestre mødte op i Folketingets kommunaludvalg med håbet om at få landspolitikerne til at lytte til deres økonomiske problemer, var der ingen kære mor hos Venstre. »Nej, det gjorde overhovedet ikke indtryk på mig. Jeg synes, at Århus har et alvorligt forklaringsproblem med kommunens tårnhøje udgifter til børnepasning, når man for eksempel sammenligner med Odense og Esbjerg«, siger Venstres kommunalordfører, Leif Mikkelsen. »Jeg synes ærlig talt, at Nicolai Wammen (Århus borgmester (S), red) skulle bruge sin tid på de problemer i Århus, i stedet for at bruge vores tid i kommunaludvalget«, siger han. Ikke en skræmmekampagne Men det er den socialdemokratiske borgmester absolut ikke enig i. »Århus Kommune ligger meget ens med de andre større byer, og jeg må altså bare konstatere, at vi må spare 100 millioner kroner på børneområdet«, siger Nicolai Wammen, borgmester i Århus. Har Leif Mikkelsen ikke ret i, at I bare er i gang med en socialdemokratisk skræmmekampagne mod regeringen? »Nej, vi er kommet her i dag på tværs af partifarve også sammen med borgmestre fra Venstre og de Konservative«. Har det hjulpet noget at møde op i dag? »Vi har i hvert fald gjort opmærksom på, at vi står med en lang række økonomiske problemer, der betyder, at vi må skære ned på børne- og ældreområdet og socialområdet. Og det er svært at forklare borgerne når finansministeren sidder på en Joakim von And-pengetank, fordi økonomien går godt«, siger Wammen. Konservative vil hjælpe kommunerne Og selv om kommunernes nød ikke har gjort indtryk på Venstre er regeringspartneren blevet mere blød i knæene. »Det gør et stort indtryk. Når kommunerne har økonomiske problemer, kan vi ikke bare lade være med at lytte. Og vi vil gerne være med til at rydde op i det her«, siger Christian Wedel-Neergaard, de Konservatives finanspolitisk ordfører. Han afviser dog at løse problemet ved at skrive en ekstra check ud til kommunerne. »Kommunerne må også forstå, at der er en overordnet økonomisk ramme. Regeringen kan ikke bare slippe tøjlerne, for så risikerer vi en overophedning af økonomien. Men vi vil gerne være med til at se på udligningsreformen og efterkalkulere om den er retfærdig«, siger Christian Wedel-Neergaard. Finansministeren og indenrigsministeren i samråd Han afviser blankt Dansk Folkepartis forslag om at regeringen fremover skal lave aftaler med hver enkelt kommune, hvis kommunerne ikke selv kan finde ud af det. »Det vil aldrig blive konsekvensen. Kommunerne skal forblive selvstændige enheder, ellers vil velfærdssystemet bryde sammen«. De Radikale forstår også godt kommunerne. De vil nu have indenrigsministeren, Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister, Thor Pedersen (V) i samråd, fortæller partiets kommunalordfører, Ole Glahn. De ni borgmestre, der var i deputation i kommunaludvalget i dag kommer fra Holstebro, Viborg, Randers, Norddjurs, Syddjurs, Århus, Silkeborg, Odder og Horsens kommune.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her