Den konservative næstformand og borgmester på Frederiksberg, Mads Lebeck har tændt den gule advarselslampe.
Regeringen skal ikke bare bruge lejernes penge på at bygge nye boliger, de skal også bruges på at renovere de eksisterende lejeboliger. »Det er vigtigt, at regeringen husker at sætte penge af til den påtrængende renovering af lejeboligerne, så de ikke forslummer og får lov til at til at forfalde. De skal ikke bare tømme kassen«, siger Mads Lebeck. Advarslen kommer samtidig med, at det Konservative Folkeparti holder landsmøde i weekenden i Bella Centeret i København. Skal financiere ældreboliger Regeringen har i sit finanslovsforslag lagt op til at hæve godt 3 mia. kroner over de næste fire år – herunder knap en milliard i år – i Landsbyggefonden. Det er penge, som er indbetalt af lejerne i den almennyttige sektor, og som blandt andet skal være med til at finansiere nybyggeri af ældreboliger. Finansloven skal forhandles på plads til december. »På Frederiksberg har vi en del almene boliger – mange i god stand – men de skal jo også sikres en løbende modernisering, og ikke bare renoveres, når de er faldefærdige. Hvis man ikke sikrer, at der er penge til det, kan jeg godt frygte, at der på lang sigt vil mangle penge til at sætte ind mod forslumning og ghettoisering. Og det er vigtigt, at regeringen holder sig det for øje«, siger Lebeck. Flere advarer Han vil ikke give et bud på, hvordan pengefordelen til nybyggeri og renovering skal være.



























