I Storbritannien er der for alvor blevet fyret op under en diskussion om religiøse hovedbeklædninger.
Det sker, efter at den tidligere udenrigsminister, Jack Straw, under et politisk møde i sidste uge, bad de tildækkede muslimske kvinder, der var tilstede, om at fjerne sløret og møde ham »ansigt til ansigt«. Jack Straw, der er tidligere udenrigsminister, er i dag formand for det britiske underhus. Storbritanniens regeringsleder, Tony Blair, udtalte sig i dag for første gang om sin tidligere ministers kontroversielle udmelding: »Det er vigtig at få rejst denne diskussion, og jeg synes, at det er helt rigtigt at gøre, så længe man gør det på en fornuftig og velovervejet måde, og det gjorde Jack Straw«, sagde Blair i et interview med BBC. Blair tilføjede: »Jeg tror godt, at vi kan tale om det her, uden at folk på nogen af siderne bliver hysteriske« . Bad kvinder smide sløret Straw skrev i en avisklumme torsdag i sidste uge, at han mener, at det religiøse slør, som nogle muslimske kvinder bærer, hæmmer fri kommunikation, og er et symbol på et opdelt samfund. Straw forklarede, at han selv beder muslimske kvinder, der kommer på hans kontor om at fjerne sløret. Han tilføjede, at kvinderne altid har taget sløret af, når han har bedt dem om det, og at en kvindelig assistent altid har været tilstede. I fredags gik Straw så et skridt videre, da han udtalte, at han ville fortrække, at muslimske kvinder slet ikke bar slør: »Jeg synes, det er ubehageligt at prøve at føre en samtale med en, hvis ansigt jeg ikke kan se«, sagde Straw til BBC. Følsomt emne I Jack Straws egen valgkreds, Blackburn i Nordvestengland, er en fjerdedel af vælgerne muslimer. Mange af dem har reageret med vrede og bestyrtelse over hans udtalelser. Sagen om tørklæderne kommer på et tidspunkt, hvor der er en større debat i gang i England om integration og det multikulturelle samfund. Det gør emnet særligt følsomt for Blair. Da han blev spurgt, om han selv ville fortrække, at muslimske kvinder gik uden slør, svarede han: »Jeg tror, at det er et spørgsmål om at lade dem vælge selv. Men jeg tror, at grunden til, at Jack har rejst debatten, er, fordi det er et emne, som mange har stærke meninger om«. Han understregede, at det var en vanskelig diskussion at starte, men at han synes, Straw håndterede det godt.




























