Landet over melder realkreditinstitutter og ejendomsmæglere om et voksende antal husejere, der er på vej ud i økonomiske problemer.
I blind tillid til det boomende boligmarked har de købt nyt hus eller lejlighed uden at bekymre sig om at få solgt den gamle ejendom. Nu er euforien væk, og ejendomsmæglernes vinduer bugner af salgsopstillinger. Tirsdag rundede antallet af boliger til salg for første gang 50.000 enheder og er dermed på sit højeste niveau, siden Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) begyndte at føre statistik i 2000.




























