Supermarked kræver erstatning af ministers kødpoliti

modoffensiv. Zhao Guoqing klager over, at myndighederne har  lukket hans supermarked i Kødbyen. Foto: Miriam Dalsgaard
modoffensiv. Zhao Guoqing klager over, at myndighederne har lukket hans supermarked i Kødbyen. Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

En glad forbrugerminister roste i denne uge sit nye rejsehold, da det havde indledt jagten på virksomheder, der sælger gammelt kød og andre ulovlige fødevarer til forbrugerne. »Det er en kæmpe succes, at vi nu får afsløret sådan nogle svindlere. Det viser, at det var rigtigt, at vi besluttede at oprette Fødevarekontrollens rejsehold«, sagde Lars Barfoed i folketingssalen under debatten om regeringens forslag om strengere straffe på fødevareområdet. Men nu viser det sig, at den konservative ministers rejsehold er løbet ind i alvorlige problemer i forbindelse med sin allerførste aktion.

Bøder kræves tilbagekaldt
Det kinesiske supermarked Hy Cah-Carry i Kødbyen i København klager til Fødevarestyrelsen, efter at rejseholdet – det såkaldte kødpoliti – i sidste uge lukkede forretningen med den begrundelse, at der var spor efter rotter i kælderen.

Supermarkedet kræver erstatning for tabte indtægter i den periode, der har været lukket, og kræver samtidig, at Fødevarestyrelsen trækker to bøder på omkring 20.000 kroner tilbage.

I klagebrevet til Fødevarestyrelsen afviser forretningen en række af de kritikpunkter, som kødpolitiet noterede i sin kontrolrapport under to besøg i supermarkedet.

»Jeg følger mig meget dårligt behandlet af myndighederne«, siger Zhao Guoqing, indehaveren af supermarkedet.

Rådden peber og ulovlig tofu Efter forårets skandaler om gammelt kød og svigt i fødevarekontrollen bebudede en trængt forbrugerminister, at han ville oprette et særligt kødpoliti. Det skulle gå på jagt efter virksomheder, der gentagne gange brød loven og solgte dårlige fødevarer. En tidligere chef fra politiets rækker er sat i spidsen for den fem-seks mand store enhed, der tæller økonomiske eksperter, folk fra skattemyndighederne samt fagfolk fra Fødevarekontrollen. De skal gå et spadestik dybere end den almindelige kontrol og dermed få bugt med svindlere og fidusmagere. Sidste uge gennemførte kødpolitiet sin første aktion. Kødpolitiet valgte en række virksomheder ud, hvor Fødevarekontrollen havde mistanke om, at der foregik noget ulovligt, men ikke selv havde evnet at dokumentere det. Hy Cash-Carry i Kødbyen var blandt de udvalgte. Kødpolitiet fandt rotteekskrementer på en palle i kælderen, en sæk grønne bønner, som gnavere angiveligt havde bidt hul i, 10,5 ton gammel soja, 2,5 ton dåsemajs uden datostempel på, et ton kyllingebryst, der ikke var kommet på køl i tide, 200 kilo råddent peber samt en ulovlig produktion af den orientalske specialitet tofu. Fundet af rotteekskrementer gjorde, at kødpolitiet beordrede butikken lukket indtil videre. Supermarkedet afviser imidlertid, at der nogensinde har været rotter. For at dokumentere påstanden hyrede de firmaet Insekta, der arbejder med at bekæmpe skadedyr, til at undersøge lokalerne på Flæsketorvet. Samtidig strøede butikken mel ud i kælderen fem nætter i træk for at afsløre evt. spor af rotter. Rottelort var hård som sten Insektas undersøgelse viser, at der ikke er spor efter rotternes trædepuder i melet. Skadedyrsekspert Torben Friis fandt den samme lille rottelort som myndighederne, men da han pirkede i den med sin hobbykniv, viste det sig, at den var stenhård – den var altså ikke frisk, måske to-tre måneder gammel. Han kiggede også efter rotter i gården bag butikken og fandt rottelort ved en af naboens paller. Det var et interessant sammentræf. Det var nemlig en palle, der stod i gården hos naboen, som Hy Cash-Carry havde brugt i butikken. Og som myndighederne siden fandt rottelort på. »Det kan meget vel være, at rotteekskrementerne er tilført med pallegods fra gården«, siger Torben Friis, der dog tilføjer, at han med sin undersøgelse ikke kan udelukke, at der er rendt rotter ind til selve butikken via et afløb i kælderen. På den baggrund skriver supermarkedet i sin klage, at »den omstændighed, at der er indbragt et par gamle rotteekskrementer på en palle i kælderen, er noget ganske andet end et pågående angreb af rotter i kælderen. Det første kan ikke begrunde en lukning«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her