Reinfeldt: Bagklogskab er den bedste klogskab

Den svenske statsminister blev bombarderet med spørgsmål, da han var på besøg på Marienborg.
Den svenske statsminister blev bombarderet med spørgsmål, da han var på besøg på Marienborg.
Lyt til artiklen

Den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt ville hellere tale nordisk samarbejde, den skandinaviske velfærdsmodel og EU, da han mødte pressen sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen på Marienborg. Men et større presseudbud end normalt anført af et talstærkt hold af svenske journalister og fotografer ville meget hellere have den nyudklækkede statsministers kommentarer til den række af ministre-skandaler, der pryder svensk politik i øjeblikket. Reinfeldt blev blandt andet spurgt om, hvorfor han ikke havde undersøgt ministrenes økonomiske forhold inden han udpegede dem. Bagklogskabens ulideligt klare lys »Bagklogskaben er den bedste klogskab. Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvad det er for type spørgsmål, man skal stille og hvilke svar skal man forvente. Var der nogle ting jeg burde have kendt til? og så har der været ting de (nyudpegede ministre, red.) ikke selv har kunnet huske eller selv har tænkt på at nævne. Det er tit en presset proces at udnævne ministre«, siger Fredrik Reinfeldt. Han tilføjede, at han i øvrigt ikke går ind for, at man skal lave dybe personundersøgelser inden man udpeger sine ministre, men erkender alligevel, at han har lært af det, der er sket. Siden Reinfeldt dannede sin ny-liberale regering for bare tolv dage siden, har to ministre måttet smide håndklædet i ringen og forlade posten. Først var det handelsminister Maria Borelius og derefter kulturminister Cecilia Stegö Chilò.

Begge fordi de ikke har betalt deres licens. Det har den svenske indvandrerminister Tobias Billström heller ikke, men han nægter at forlade posten. I går indrømmede den nye finansminister Anders Borg frivilligt, at han har benyttet sig af sort arbejde i forbindelse med pasning af sine børn. Reinfeldt har givet sin fulde opbakning til både indvandrer- og finansministeren, så der er ikke umiddelbart udsigt til flere afgange. Fogh: danske ministre betaler licens Til gengæld var det et nemt pressemøde for Anders Fogh, der helt slap for spørgsmål om kommuner og strejkende daginstitutioner. Og han havde heller ikke mange kommentarer til sin svenske kollegas situation. »Jeg kender slet ikke noget til baggrunden for de svenske sager, så det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg går ud fra, at danske ministre betaler deres licens«, sagde en smilende Fogh og udløste latter hos pressen. »Jeg synes faktisk, at vi har en glimrende åbenhed i Danmark og lad mig minde om, at jeg ved sidste valg indførte et system som man i øvrigt længe har haft i Sverige, nemlig at danske ministre skal offentliggøre deres økonomiske interesser, fordi jeg ville være sikker på, at der ikke er konflikt mellem det job som ministrene skal udføre og de økonomiske interesser, som ministrene har«, sagde Fogh.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her