Danskerne tror selv, at Danmark er en innovativ, kulturel og kreativ nation. Men hvis man spørger i udlandet, er billedet af det lille land noget andet.
Her svarer næsten hver tredje, at de forbinder Danmark med museer. 18 procent tænker på højteknologi, 12 procent mener, Danmark er noget med sværindustri, og seks procent tror, at Danmark fremstiller biler. Det viser en international undersøgelse, hvor 25.000 mennesker fra hele verden har talt om deres billede af Danmark. Samlet set rækker vores omdømme til en 15. plads blandt 35 lande. Tiltro til regeringen Inden for kultur og turisme står Danmark kun til en 17. plads på ranglisten over de 35 lande i det globale indeks. Til gengæld har udlændingene stor tillid til de offentlige myndigheder, og 32 procent siger, at regeringen er tillidsvækkende. Danskerne får et pænt skudsmål, som hårdtarbejdende, ærlige og intelligente. Undersøgelsen antyder også, at Muhammed-krisen har sat visse spor. Flere lande med stor muslimsk befolkning, som blandt andre Egypten, Tyrkiet og Malaysia giver Danmark dårlige karakterer. Analysen af nationens image er bestilt af Økonomi- og Erhvervsministeriet hos branding-eksperten Simon Anholt.



























