»Skaf en ny medarbejder og vind et weekendophold for to, vælg mellem 23 hoteller, spredt over hele Danmark, Sverige og Nordtyskland«. Sådan planlægger vikarbureauet Manpower i øjeblikket, at belønne ’gamle’ vikarer, der kan lokke nye til.
Så firmaet kan tjene endnu flere penge på at mætte et marked med en ufattelig appetit på arbejdskraft. Ledige hænder er en akut mangelvare i snart sagt alle typer og kategorier. Skal tænke kreativt Virksomhederne er tvunget til at tænke kreativt, hvis de vil have besat de ledige stillinger. Betragtelige overgangssummer, findeløn og dusører er blevet faste ingredienser på et jobmarked, der koger. Og lokkemaden er ikke længere forbeholdt mellemledere og topchefer. Nu bliver der også lokket og kælet for lagermedarbejderen, butiksassistenten og automekanikeren. Og er det ikke nok, går virksomhederne selv på jagt blandt de danskere, der stadig går rundt og er arbejdsløse, selv om der bliver skreget på deres arbejdskraft. »Det er jo først og fremmest de almindelige jobfunktioner, virksomhederne ikke kan få besat, det er blandt maskinarbejdere, smede og byggefolk, vi ser flaskehalsene, og i den finansielle sektor samt enkelte funktionærfunktioner, såsom sælgere. Det er dér, virksomhederne må bruge deres kreativitet for at lokke medarbejdere til. Og lykkes det at få en ny medarbejder ind ad døren, er næste store opgave, at sørge for, at han ikke løber ud ad den igen«, siger Christian Kurt Nielsen, direktør i rekrutteringsfirmaet Mercury. Guldfeber i bilbranchen I bilbranchen er de bedste automekanikere i så høj kurs, at de kan springe fra den ene guldrandede aftale til den næste. Det er ikke usædvanligt, at mekanikere både hæver rekordhøje timelønninger og desuden får tilbudt billige eller næsten gratis firmabiler og en bolig oven i, hvis der er behov for det, fortæller Lasse Bøttcher, formand for Mekaniker Klubben i Dansk Metal Århus: »Det har i en meget lang årrække været et totalt lavstatus job at reparere biler. Men i dag er det yderst attraktivt og særdeles indbringende at være mekaniker. De bliver headhuntet næsten på samme måde som topcheferne«, siger han. Eliten i bilbranchen Moderne biler er proppet med avanceret computerteknologi, og de mekanikere, som også kan håndtere den slags, udgør en eftertragtet elite i bilbranchen.




























