To yngre mænd sidder i en lav, polstret sofa.
18-årige AF har jeans og kasket på. 33-årige JR har langt mørkt skæg, muslimsk klædedragt og en lille stofhue på hovedet. Fredag blev de to mænd løsladt efter otte uger i isolationsfængsel, men de er stadig mistænkt og sigtet for at planlægge terror. De to mænd stiller op til interview for at fortælle deres version af historien. For at vise, at de ikke er skyldige, som de siger. Ingen kommentarer Hverken politiets rejsehold, de sigtedes forsvarere, Politiets Efterretningstjeneste (PET), anklageren fra statsadvokaturen, dommer Ingrid Therkelsen eller Odense Politi har ønsket at kommentere de sigtedes beretning. De henviser alle til, at grundlovsforhørene har været afholdt bag lukkede døre, og at de derfor ikke kan udtale sig. Derfor står de to løsladte mænds version af begivenhederne her uimodsagt. Vi er i forkontoret til den lille moske på Østergade i Odense, hvor imam Abu Hassan har arrangeret interviewet. Imamen bryder flere gange ind i interviewet for at uddybe ting, men det er AF og JR, som fortæller deres historie om tiden siden 5. september, hvor de blev anholdt i Odense under en omfattende politiaktion. 'Jeg var meget bange' 18-årige AF blev anholdt i Odense Havn, hvor han og en ven havde siddet og snakket i hans mors bil. JR blev anholdt i sin lejlighed, hvor han lå og sov sammen med sin kone og deres tre døtre. »Lige pludselig blev døren sparket op, og så stod de i mørket med lommelygter og våben over vores hoveder. Jeg hoppede ud på gulvet i mit soveværelse og begyndte at råbe »hvem er I?«. Jeg var meget bange og chokeret, mens min kone lå med hovedet under dynen og græd. Da de sagde til mig, at det var politiet, så blev jeg helt rolig. Så blev jeg bedt om at lægge mig ned, og derefter skulle jeg kravle ud i gangen i undertøj. Så fik jeg en hvid gennemsigtig nylondragt på og plastikstrips om hænderne«, fortæller han. JR blev placeret på en stol i stuen. Han spurgte betjentene, om de ville give hans kone mulighed for at tage tøj på. Betjentene sagde til ham, at de ville skaffe en kvindelig betjent, som kunne hjælpe hende, og det gjorde JR rolig. Sigtet efter terrorloven »Bagefter gik min kone ind for at hjælpe vores børn med at få tøj på. Så fik jeg en stofpose over hovedet, hvorefter vi gik ned ad trappen, mens betjenten holdt min arm, fordi jeg ikke kunne se noget. Jeg kom ind i en varevogn og blev kørt til stationen, hvor jeg fik stofposen af igen«, siger han. Tidligere er det set, blandt andet i en sag om terror fra Glostrup, at PET har taget forebyggende samtaler med unge i det muslimske miljø, som efterretningstjenesten mente var begyndt at flirte med ekstremisme. AF og JR siger begge, at de aldrig tidligere har haft kontakt til PET.




























