Danskere, der brækker benet under skiferien i Frankrig, vil ikke længere blive transporteret hjem på statens regning. Den type hjemtransport vil fremover kræve en privat sygeforsikring. Fra 2008 stopper den særlige offentlige rejsesygeforsikring, som har sikret danskere hjemtransport ved sygdom under ferierejser i udlandet. Det har regeringen aftalt med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, de radikale og SF. Besparelsen på 65 millioner kroner årligt er en del af finansieringen af det nye fireårige politiforlig. »Når man køber sin rejse, skal man også købe en rejseforsikring til hjemtransporten«, siger finansminister Thor Pedersen (V). Kun dækket ind af EU-reglerne Fremover vil kun EU-reglerne gælde. Det betyder, at danskere bliver behandlet gratis ved sygdom i alle EU-lande plus EØS-landene som Norge og i Schweiz. Danskeren med det brækkede ben vil altså blive behandlet på sygehuset i Frankrig. Men hvis han skal have særlig transport hjem, skal han sørge for selv at have en sygeforsikring, der dækker hjemtransporten. Politikerne har også aftalt, at dækningen for det gule sygesikringskort skal begrænses til EU-landene plus EØS-lande og Schweiz. Det skal ikke længere dække i landene syd for Middelhavet og de øvrige områder, der hidtil har været omfattet. Det betyder, at danskere, der f.eks. rejser på charterferie i Egypten, fremover skal tegne en privat rejseforsikring. På samme måde som hvis man rejser til USA. Partierne satser på regeringens skøn Politiforliget koster i alt 2 mia. kr.. Heraf er omkring 500 mio. kr. nye penge, som først og fremmest skal bruges til ny teknologi i forbindelse med den store politireform, hvor 54 politikredse fra nytår bliver til 12. De fleste af pengene skaffer forligspartierne ved effektivisering af statslige indkøb. I sit finanslovsforslag har regeringen regnet med at skaffe 300 mio. kr. årligt ved at købe billigere ind. Nu mener regeringen, at effektiviseringen vil give 150 mio. kr. ekstra i 2007 og 250 mio. kr. ekstra i de kommende år. »De ekstra penge bruger vi til politiet. Det er en konstaterbar størrelse. Det er altså ikke varm luft«, forsikrer Thor Pedersen. Forligspartierne forlader sig på, at regeringen har ret i det skøn. »Regeringen siger, at det går bedre end man havde regnet med. Vi må forlade os på deres regnestykke«, siger finansordfører Jan Petersen (S). Resten af pengene til politiforliget skaffes ved at skære 400 mio. kr. i offentlig støtte til privat byfornyelse og 500 mio. kr. ved at ophæve en støtteordning til privat boligbyggeri. »Vi synes, at det rimeligt nok, at private boligejere selv må betale for byfornyelse«, siger Jan Petersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Interview
DR-vært overskrider sine egne grænser igen og igen
Lyt til artiklenLæst op af Sigrid Debois Reuss
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Bodil Rosenbeck
Debatindlæg af Lauren Bowey
Kronik af Amira Smajic


























