Finanslovsforhandlingerne på miljøområdet er overstået, og regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om, hvordan den såkaldte miljømilliard skal fordeles de kommende år. Ifølge miljøminister, Connie Hedegaard (K), er resultatet af forslaget, at der kommer flere penge til naturen i Danmark end nogensinde før. »Jeg er meget tilfreds med, at der med Finanslovaftalen for næste år vil blive brugt flere penge på naturgenopretning end nogensinde før. Der vil blive brugt penge til både store og små naturprojekter med national og lokal betydning ude hvor folk færdes og bor. Og vi vil invitere til dialog med kommuner, foreninger, borgergrupper, erhverv, m.v. og inddrage de lokale kræfter gennem konkrete grønne partnerskaber«, siger miljøminister Connie Hedegaard i en pressemeddelelse. Præsidenten for Dansk Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, siger til Politiken.dk, at hun endnu ikke har fået læst forslaget ordentligt igennem. »Men jeg glæder mig da til at se, om Connie Hedegaard har holdt de løfter, som hun er kommet med over for naturforeningerne«, siger hun. Størstedelen af pengene på miljøområdet vil blive brugt på naturgenopretning, hvor der er afsat 558 millioner kroner ekstra til vand- og naturprojekter i 2007-2009. Heraf er de 226 millioner afsat til 2007. 11 indsatsområder Pengene skal primært bruges i 11 geografiske indsatsområder. De omfatter blandt andet Limfjorden og Mariager Fjord, som har været hårdt ramt af iltsvind. Derudover kan Gudenåen og en række andre åsystemer også se frem til bedre vandkvalitet. Konkret skal pengene bruges til at genopretning af ådale, skovrejsning, vådområder, genslyngning af vandløb og udtagning af landbrugsjord.
»Ådalene er noget af Danmarks smukkeste natur, men mange af dem er også nødlidende. Derfor er det meget bevidst, at det blandt andet er dem, der bliver omdrejningspunkt for en lang række naturgenopretningsprojekter i de kommende år. Hér er der noget, vi virkelig skal værne om, så de også bliver til gavn og glæde for dem der kommer efter os« , siger miljøminister Connie Hedegaard. Grønne partnerskaber Derudover er der afsat 50 millioner kroner til såkaldte grønne partnerskaber. Miljøministeren har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening, Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, som lægger rammerne for det fremtidige lokale samarbejde om de grønne partnerskaber. Blandt andre poster på miljøbudgettet bliver vand- og landbrugsteknologier, hvor der er afsat 66 millioner kroner. Det vil ifølge ministeriet medvirke til at reducere belastningen af vandmiljøet. Derudover afsættes der penge til ting som samspil og partnerskaber med virksomhederne, rådgivning, information og eksportfremme, indsats på vandområdet, indsats for miljø & sundhed og landbrugsteknologier.



























