R og DF enige om boliger

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti og de radikale er enige om kravene, når de i eftermiddag møder op hos socialminister Eva Kjer Hansen (V) til den afgørende armlægning om en ny boligaftale. Regeringen har lagt op til at tage 3,1 mia. kr. over fire år fra Landsbyggefonden og bruge pengene til nybyggeri. Det vil hverken DF eller R være med til. De 3,1 mia. kr. vil regeringen hente ved at dele udgifterne til nybyggeri lige over mellem staten og Landsbyggefonden. Så staten betaler 50 procent og fonden 50 procent. »Vi mener, at vi skal ned på, at fonden skal betale 20 procent«, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF).

Det vil betyde, at Landsbyggefonden har flere penge til at renovere de almennyttige boliger. 25 eller 20 procent De radikale har lagt op til at fondens andel skal være 25 procent. »Så det flugter jo meget godt«, siger boligordfører Charlotte Fischer (R). »Men hvis vi skal helt ned på 20 procent, så bør vi trække ældre- og plejeboliger ud, så staten selv finder penge til det«. DF og R er også enige om, at penge til huslejenedsættelser skal gå målrettet til at forhindre ghettodannelser. Forventer enighed Finansminister Thor Pedersen (V) vil ikke forholde sig til de konkrete krav. »Men jeg forventer, at vi bliver enige. Vi har alle en interesse i, at der er penge til rådighed for renovering af nedslidte ejendomme«, siger Thor Pedersen. Et konfliktpunkt kan blive, om der på finansloven skal findes ekstra penge til nye almene boliger, hvis regeringen ikke kommer igennem med at tage dem fra Landsbyggefonden. Det mener Dansk Folkeparti ikke, at der nødvendigvis er behov for. Fordi der i forvejen er en risiko for overophedning i byggesektoren. Men de radikale er uenige. »Det duer ikke, hvis nybyggeriet af almene boliger nærmest går i stå. Så det bliver vi nødt til at diskutere. Ellers holder det samlede billede ikke«, siger Charlotte Fischer. Hun mener, at DF og regeringen har ansvaret for at finde ekstra penge til nybyggeri i de store finanslovsforhandlinger, som ventes afsluttet i løbet af natten til mandag eller mandag. »Det må være en konsekvens af, at regeringen forhandler finanslov alene med DF«, siger Charlotte Fischer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her