Gårsdagens skudepisode i Ørslev ved Vordingborg sætter ekstra pres på regeringen og rigspolitiet for at indføre peberspray som våben i alle landets politikredse.
Et flertal uden om regeringen vil nu have indført peberspray som politivåben hurtigst muligt. Det siger retsordførere for en række partier til TV2 Øst. Da en knivbevæbnet mand lørdag blev skudt af politiet, var det fjerde gang i år, politiet skyder og dræber en borger. Det er langt flere skuddræbte end tidlige år, og det har igen fået diskussionen om politiets brug af våben til at blusse op. Formålet med pebersprayen er, at den kan pacificere aggressive personer. På den måde kan politiet måske undgå nogle af de situationer, hvor de trækker pistolen. Både Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti støtter tanken om at udstyre alle landets betjente med peberspray. »Så vidt jeg kan forstå, så er de erfaringer, vi ser nu, så positive, at vi allerede nu kan få pebersprayen ud i hele landet«, siger Peter Skaarup (DF), der er formand for Folketingets Retsudvalg, til TV2 Øst. SF’s retsordfører, Anne Baastrup, siger, at hun er på linje med de andre retsordførere. Politiforbundet støtter Århus Politi har siden juni brugt peberspray som led i en forsøgsordning. Ordningen er ikke evalueret, men de foreløbige reaktioner fra betjentene er meget positive. »Vi er meget glade for at bruge peberspray, som i den grad virker efter hensigten. Som magtmiddel er pebersprayen god til at pacificere aggressive personer«, siger Claus Danø, som er vagthavende hos Aarhus Politi. Formand for Politiforbundet, Peter Ibsen, siger også til Politiken.dk, at han er meget positiv overfor tanken om at indføre peberspray som en fast del af politiets våben. Ifølge justitsminister Lene Espersen er det op til rigspolitiet, om de vil forkorte pebersprayens prøvetid og gøre sprayen til standard i alle politibetjentes udrustning. Rigspolitiet har endnu ikke ønsket at kommentere om skuddrabet i går gør, at pebersprayen bliver indført i hele landet.



























