Forhøjet ældrecheck, influenzavaccination også til førtidspensionisterne, bedre forhold for plejepersonalet. Og så et forskningscenter for islamisme. Sådan lyder de uændrede krav fra Dansk Folkeparti, efter slutspurten om statens husholdningsbudget – finansloven – er gået i gang i Finansministeriet her til morgen. »Regeringen ved, at vi bekymrer os om de ældre. Og hvis finansministeren vil forhandle i nat, er vi også med på den«, siger Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Solid arbejdsdag Og det bliver en »hård, solid arbejdsdag«, siger en fåmælt finansminister Thor Pedersen. »Vi tager den tid, der skal til. Vi skal finde de bedst mulige løsninger, som alle kan være tilfredse med«. I de seneste dage er de store delaftaler om miljø og pengene til lejerne fra den såkaldte landsbyggefond faldet på plads. Førtidspensionisterne Nu gælder det statens samlede budgetter, hvor partierne i går fik udleveret en foreløbig aftaletekst. Dansk Folkeparti kommer med krav for omkring to milliarder kroner. Især ældrechecken er vigtig for partiet. Og influenzavaccination, som hidtil kun har omfattet pensionisterne, skal forbedres. Den skal nu også omfatte førtidspensionisterne. »Men jeg tror vi når en aftale i nat«, siger Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl. Sidste tovtrækkeri Det samme tror erhvervsminister, Bendt Bendtsen (K). »Det er det sidste tovtrækkeri«, siger han. Finansminister Thor Pedersen har i år undladt at inddrage de sene nætter til forhandlingerne. Men i dag er han parat til at gøre en undtagelse. »Hvis det er det, der skal til, så tager vi det med«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























