Den berygtede og detroniserede tidligere læge Søren Ventegodt behandler fortsat patienter et år efter, han mistede sin autorisation. Sundhedsstyrelsen har netop vurderet, at Søren Ventegodt er til fare for sine patienter. Det fremgår af et brev fra styrelsen til Sundhedsministeriet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. Alligevel er han nu tilbage i sin klinik Sundhuset i København, hvor han behandler patienter som om intet var hændt. Blot kalder han sig ikke længere læge, men behandler, skriver avisen. Hvad patienterne næppe ved er, at Søren Ventegodt i snart et år har undgået et gennemgå den mentalundersøgelse, som Sundhedsstyrelsen kræver. Det er den såkaldte psykiatriske egnethedsvurdering, der er en nødvendighed for at han eventuelt kan få sin autorisation igen.
Med den holdning er sagen gået i hårdknude. Sundhedsstyrelsen kan ikke gennemtvinge en undersøgelse, og uden den kan Sundhedsministeriet ikke komme med en endelig afgørelse i sagen. På den måde hart Søren Ventegodt fået sagen til at trække i langdrag.



























