Statsminister Anders Fogh Rasmussen lægger afstand til den kritik, som miljøminister Connie Hedegaard kom med af Dansk Folkeparti under forhandlingerne om den såkaldte miljøpulje. »Det bør være klart for alle ministre, at de sidder som ministre på stemmer fra Dansk Folkeparti«, fastslår Fogh. Sagen startede, da Connie Hedegaard i weekenden fyrede en veritabel bredside af mod Dansk Folkeparti. På Miljøministeriets hjemmeside skrev hun: »Det går ærligt talt over min forstand, at Dansk Folkepartis centrale forhandlere insisterer på blokpolitik ved at modsætte sig, at andre partier er med i aftalen«. DF-klage Lidt over et døgn senere blev selv samme citat fjernet fra hjemmesiden. Det skete efter, Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard klagede over miljøministeren til den konservative leder, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. »Småfnidder« Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen rubricerer sagen som »småfnidder« understreger han, at Dansk Folkeparti er i sin gode ret til at holde andre ude af aftalen, fordi partiet selv har fundet pengene til forliget: »Dem, der skaffer pengene er selvfølgelig også med til at bruge pengene. Det er kun naturligt«, siger Fogh, som kom med sin udmelding på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet. Miljøaftalen giver en milliard til at forbedre skov- og naturområder i Danmark.
Fogh giver Connie en mild røffel
Lyt til artiklen