K til DF: Brug jeres mikrofontid til noget mere fornuftigt

Lyt til artiklen

Diskuter politik i stedet for personer. Så klar er meldingen fra de konservatives politiske ordfører, Pia Christmas Møller, efter Dansk Folkepartis seneste angreb på miljøminister Connie Hedegaard. I en usædvanlig hård kritik siger DF’s miljøordfører, Jørn Dohrmann, at Connie Hedegaard ikke kan finde ud af at samarbejde. Faktisk bør miljøministeren forholde sig til, om hun overhovedet får tilbudt en ministerpost igen. Til det siger Pia Christmas Møller: Konstruktiv politik »Nu skal jeg jo ikke blande mig i, hvordan Dansk Folkeparti vælger at kommunikere. Men hvis jeg var dem, ville jeg bruge mere tid på konstruktiv politik, end på at gå efter personer«, siger hun og fortsætter: »Jeg ville forsøge at sætte politiske dagsordener, så mit råd til DF er: Brug jeres mikrofontid til noget mere fornuftigt«, siger Pia Christmas. Det er ikke første gang, DF er ude efter konservative ministre. I foråret gjaldt det den konservative familie og forbrugerminister Lars Barfod, som Dansk Folkeparti ville have fyret. Så var det trafikminister Flemming Hansen, der også skulle afsættes. Og nu er aben altså havnet hos Connie Hedegaard. Dramatisk weekend Udmeldingen fra Jørn Dohrmann kommer efter en dramatisk weekend mellem de to partier. Miljøminister Connie Hedegaard anklagede lørdag Dansk Folkeparti fra at løbe fra et løfte, om at lave en bred politisk aftale om den såkaldte miljøaftale. Til gengæld anklagede Jørn Dohrmann miljøministeren for at lyve og manipulere. Nu går Dohrmann endnu videre og beskylder overfor Ritzau miljøministeren for kun at have gennemført ét lovforslag igennem hele sin ministerperiode. Og intet andet. Det afviser de konservatives politiske ordfører, Pia Christmas Møller: »Connie har gennemført massive ændringer fra det helt borgernære plan til de store globale udfordringer om klimaforandringer. Så den påstand er helt forkert«, siger Pia Christmas.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her