Milliarder til andelsboligejere

En række andelsboligejere har udsigt til en check på omkring 310.000 kr. i gennemsnit, når den nye offentlige vurdering dumper ind ad brevsprækken i begyndelsen af det nye år.
En række andelsboligejere har udsigt til en check på omkring 310.000 kr. i gennemsnit, når den nye offentlige vurdering dumper ind ad brevsprækken i begyndelsen af det nye år.
Lyt til artiklen

Ejere af andelsboliger kan godt tage den store tegnebog frem, når der skal købes julegaver i år. For mens priserne på det øvrige ejerboligmarked er gået mere eller mindre i stå, så kan en række andelsboligejere se frem til en check på omkring 310.000 kr. i gennemsnit, når den nye offentlige vurdering dumper ind ad brevsprækken i begyndelsen af det nye år. Den forsinkede julegave gælder de 100.000 andelsboliger, hvor andelsforeningen opgør værdien af sin ejendom på baggrund af den offentlige vurdering. »Forventningen om de store ekstra friværdier til andelshaverne skyldes først og fremmest, at der ikke har været foretaget en offentlig vurdering siden 2004, og den nye vurdering fra 2006 derfor skal tage højde for de seneste to års betydelige prisstigninger på ejendomsmarkedet«, siger cheføkonom i BG Bank Anne Buchardt, som har foretaget beregningerne for Politiken. Højere stigninger i København og Frederiksberg Andelsboliger prisfastsættes som boligudlejningsejendomme, hvor priserne er tordnet i vejret i de seneste år. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er denne type boliger steget med mere end 50 pct. siden 2004. »Et forsigtigt skøn vil være, at ejendomsvurderingerne på landsplan vil stige med 40 pct. Men meget tyder på, at stigningerne vil være noget højere i København og på Frederiksberg. Her forventer vi en stigning i omegnen af 60 pct.«, siger Anne Buchardt. Holder forventningen stik, vurderer BG Bank, at der i gennemsnit vil blive en stigning i den enkelte andelshavers friværdi på 309.000 kr. – svarende til, at den samlede friværdi i andelsboligforeningerne i ét hug øges med 32 milliarder kroner. Skattemyndigheder behandler tallene Ifølge kontorchef i Skat Henrik Pontoppidan er skattemyndighederne først i øjeblikket ved at behandle tallene. Men han er ikke i tvivl om, at der er lagt op til pæne stigninger. »Vi kan se nogle ret store stigningsprocenter. Tendensen peger i retning af, at stigningen i den offentlige vurdering vil blive lidt højere end sidste gang, hvor vurderingerne steg med 25 pct. på landsplan og med 55 pct. i hovedstaden«, siger Henrik Pontoppidan. Friværdien kan måles i samfundsøkonomien En stigning i andelsbolighavernes friværdi på over 30 milliarder kroner vil kunne måles direkte på samfundsøkonomien, mener Anne Buchardt: »Selv om andelsboligerne ikke er den afgørende klump på boligmarkedet, tror jeg bestemt, at man vil kunne se en afsmittede effekt«. BG Banks cheføkonom henviser til, at andelsboligejerne har lånt omkring én milliard kroner om måneden siden 1. februar 2005, hvor andelsboligejere fik mulighed for at optage lån med sikkerhed i andelen. Ved midten af 2006 var der således tingslyst lån i andelsboliger for 16,5 mia. kr. »Større friværdier vil give fortsatte gode lånemuligheder. Så det er en udvikling, der vil fortsætte«, siger Anne Buchardt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her