Politiets lukning af en såkaldt sms-piratfest i et garageanlæg på Bispevej i Københavns nordvestkvarter udløste tidligt søndag tumult og gadekampe, hvor festdeltagerne efter at have begået hærværk mod bygningerne blandt andet smed sten og flasker mod politiet. Otte af festdeltagerne blev anholdt. To sigtes for at have kastet flasker og brosten mod politiet, de resterende blev anholdt for ikke at følge politiets anvisninger og overtrædelse af ordensreglerne. Politiet lukkede festen efter at være blevet tilkaldt af garageanlæggets tilsynsførende. Piratfesten havde samlet omkring 600 deltagere. Arrangørerne af piratfesten anklagede tidligt søndag i en pressemeddelelse politiet for at have været unødigt hårdhændede, da de lukkede festen. Flere af festdeltagerne skal være blevet skubbet ud af bygningen eller have fået knippelslag.
Otte anholdt ved piratfest
Lyt til artiklen