Når danskere køber alkohol fra et andet land - eksempelvis over internettet - og får det leveret, skal de alligevel betale danske afgifter.
EU’s øverste domstol fastslår i dag, at privatpersoner, der køber alkohol over internettet fra et andet EU-land, skal betale deres hjemlands toldsats for varerne. Der var ellers åbnet op for en ændring, da domstolens generaladvokat havde tolket EU’s regler sådan, at netop internetkøb til eget forbrug kunne undtages fra afgifterne. Men domstolen valgte at tolke direktivet i medlemsstaternes interesse, så de ikke går glip af de mange indtægter fra afgifterne. Sagen startede, da en hollandsk vinklub i fællesskab købte vin fra Frankrig og nægtede at betale afgift til den hollandske stat, da det var til eget forbrug. Problemet er, at de fik en tredje person til at fragte vinen fra Frankrig til Holland, og derfor tabte de sagen.



























