Kvinden, der hidtil har forsvaret Lars Løkke Rasmussen (V) i sagen om de ventende kræftpatienter, går nu i rette med indenrigs- og sundhedsministerens håndtering af situationen.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Birthe Skaarup, mener, at ministeren var lige lovlig hård i tonen, da han i Debatten på DR2 torsdag indirekte kritiserede Sundhedsstyrelsen for ikke at have løst sin opgave tilfredsstillende. Kritikken medførte kort efter, at medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik fra Sundhedsstyrelsen oplyste, at han vil forlade sit job.




























