Blair: NATOs troværdighed på spil

Lyt til artiklen

Blair og Fogh er enige om at slå på dommedagstrommerne forud for NATOs topmøde i Riga i aften. Det vigtigste punkt på dagsordenen er Afghanistan. »NATOs troværdighed står på spil, og hvis vi ikke får succes i Afghanistan, så bliver verden mere usikker«, sagde den britiske premierminister Tony Blair på et fælles pressemøde med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som erklærede sig helt enig. »Meget står på spil i Afghanistan. Også for NATO. Det er et spørgsmål om NATOs troværdighed som en moderne alliance«, sagde Fogh. Blair er i Danmark for at mødes med Fogh forud for NATO-topmødet, som starter med middag i aften og afsluttes med en frokost i morgen. Større vægt på genopbygning Ligesom i Irak arbejder de danske soldater i Helmand provinsen i Afghanistan under britisk kommando. Danmark og England er enige om at efterlyse en ny NATO-strategi på topmødet. »Hvis vi skal have succes i Afghanistan er det nødvendigt at lægge større vægt på genopbygning og på opbygning af det politiske system. Vi skal opbygge nationen samtidig med at vi kæmper, og det skal NATO være i stand til«, sagde Blair. Både Blair og Fogh efterlyste også større »fleksibilitet« i NATO-missionen i Afghanistan. Det dækker over utilfredshed med, at nogle lande som f.eks. Tyskland ikke vil tillade, at deres soldater bliver brugt i de hårde kampe mod Taleban. Ikke tilstrækkeligt mange soldater Endelig har NATO problemer med at skaffe soldater nok til Afghanistan, hvor NATO allerede har 33.000 soldater. »Vi er nødt til at sende et klart budskab fra Riga om, at NATO vil sende de nødvendige soldater til Afghanistan«, sagde Blair. Danmark og England er blandt de lande, der føler, at de yder deres både i Irak og i Afghanistan. Men i begge lande diskuteres det, at det ville frigive flere soldater til Afghanistan, hvis man kan trække sig helt eller delvist ud af Irak. Blair og Fogh følges senere i dag til topmødet i Riga.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her