Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) undgår for nærværende en fyreseddel fra Dansk Folkeparti. Det fastslår partiformand Pia Kjærsgaard (DF). »Jeg synes, at det vil være forkert at fyre en minister på denne baggrund, fordi jeg for det første ikke kan se en minister, der ville kunne gøre det bedre. For det andet kan jeg ikke tillægge ministeren et ansvar«, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.
Ministeren slipper for kritik i redegørelse
Hun langer ud efter oppositionen, der ikke stiller sig tilfreds med, at ministeren henlægger ansvaret for den hullede kræftbehandlingsgaranti til Sundhedsstyrelsen og amterne.
»Jeg mener ikke, at man ud fra Sundhedsstyrelsens redegørelse kan pålægge ministeren ansvaret. Hvis ministeren var blevet hudflettet i redegørelsen, så havde det forholdt sig anderledes, men det er jo på ingen måde tilfældet«, siger Pia Kjærsgaard.
DF tror på Lars Løkke Rasmussen




























