»Det er en meget stor fremstilling. Formentlig den største i efterkrigstiden, muligvis med undtagelse af fremstillingerne efter demonstrationerne mod Verdensbanken (i København i foråret 1970, red.)«, siger præsidenten for Københavns Byret, Søren Axelsen, om dagens grundlovsforhør efter optøjerne på Nørrebro.
Allerede da optøjerne begyndte at udarte i løbet af lørdagen forberedte byretten sig på grundlovsforhør i dag ved at gøre to hold - dommere og øvrigt retspersonale - klar, og i løbet natten blev yderligere tre hold kaldt ind.



























