Trine - 3.408 kroner

Lyt til artiklen

Trine Victoria Larsen er 26 år og bor alene. Hun har tidligere været i gang med en uddannelse som beklædningsdesigner. Men de sidste fem år har hun været på kontanthjælp, fordi hun er maniodepressiv og lider af angst. Hvorfor har du ikke et arbejde? »Fordi jeg har psykiske problemer. Tidligere har jeg arbejdet på vikarbureau og været i gang med en uddannelse, men de sidste fem år har jeg ikke kunnet arbejde, fordi jeg har en personlighedsforstyrrelse, er maniodepressiv og lider af angst«. Vil du betegne dig selv som fattig? »Ikke længere. De første tre år på kontanthjælp, var jeg under 25, og der fik jeg næsten halvdelen af det, jeg får i dag – der ville jeg betegne mig selv om fattig. Som det er i dag, har jeg ikke noget økonomisk råderum, men jeg er ikke decideret fattig«. Hvad savner du i hverdagen? »Hvis man regner på det, kan jeg højst bruge 100 kroner om dagen, og så er der jo ikke til meget andet end at spise for. Der er ikke rigtig råd til at kunne gå i byen, i biografen, lave nogle ting med andre mennesker. Det er svært at opretholde venner, fordi de andre skal alt muligt, og når man endelig har overskud til det, har man ikke råd til en tur i biffen eller på café. Der er ikke mulighed for at holde ferie, gå til idrætsaktiviteter, fritidsaktiviteter. Hvis man skal lave noget som helst, der koster, går det ud over madbudgettet eller den personlige pleje«. Er det kun penge, der betyder noget for, om man er fattig? »Nej, selvfølgelig betyder det også noget, om man har det godt. Men når man er psykisk syg, har man det tit rigtig dårligt, og så bliver det endnu sværere, når man skal vende hver en øre og tænke over, hvor man kan skære ned«. Er der noget, du kunne undvære, hvis du skulle spare penge? »Nej. Jeg kunne selvfølgelig prioritere ikke at have mit internet eller betale licens og have fjernsyn eller telefon, men så bliver man meldt endnu mere ud af samfundet, og når man er psykisk syg, er det faktisk vigtigt, at man ikke isolerer sig«. Hvad gør du med julegaver? »Jeg har heldigvis ikke en kæmpe familie. Det er mest mine forældre og søskende – de ved godt, at det, de får, bliver ikke noget dyrt, men det er jo ikke kun penge, der gør, om det spreder glæde. Jeg finder på noget, som gør folk glade. Jeg er meget kreativ og laver meget håndarbejde«. Hvad ville du bruge penge på, hvis du fik nogle flere? »Til at forbedre min hverdag, så jeg kunne lave nogle ting med andre mennesker – være mere social. Opfylde nogle af mine drømme om at rejse ud og møde mennesker«. Ser du en vej ud af din økonomiske situation? »Ja, at jeg kommer i uddannelse eller arbejde, men det kræver, at jeg får det psykisk bedre. Jeg må tage det et skridt ad gangen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her