Pres på minister i højhus-sag

Lyt til artiklen

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) kan blive tvunget ind i sagen om de to højhuse i Rødovre, der er i fare for at styrte sammen. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kræver handling fra regeringen. Boligordfører for Dansk Folkeparti, Anita Knakkergaard, mener, at socialminister Eva Kjer Hansen (V) nu må tage affære og foreslår, at landsbyggefondens midler bliver inddraget, så der kan blive opført nye boliger til de berørte beboere i Rødovre. »Det er uacceptabelt, at mange hundrede beboere i Rødovre nu må leve i utryghed efter at have været evakueret fra de fejlkonstruerede højhuse i Rødovre. Derfor vil jeg opfordre Eva Kjer Hansen til at igangsætte en lynudredning for, at Landsbyggefonden inddrages i finansieringen af opførelse af et tilsvarende antal boliger til de berørte beboere«, siger Anita Knakkergaard. Socialdemokraternes ordfører, René Skau Björnsson, krævede tidligere på dagen, at socialminister Eva Kjer Hansen (V) skal redegøre for sagen i Folketingets boligudvalg. De konservative: Udlejeren har et problem De konservatives boligordfører Jakob Axel Nielsen er mere afventende i sagen, men han vil ikke afvise, at sagen kan ende på regeringens bord. »Hvis det er sådan, at bygningerne kan skvatte sammen, så skal folk ud af dem. Og så forlægger der for mig og se en nødsituation, som regeringen må gå ind i«, siger Jakob Axel Nielsen. Men den konservative ordfører slår samtidig fast, at ansvaret skal placeres korrekt. »Der er en andelsboligforening i Rødovre, som har sat folk til at bo i nogle huse. Og dertil betales en husleje. Og hvis man betaler husleje til noget, som kan skvatte sammen, så synes jeg, at udlejeren har et problem«, siger han. Socialministeren: Ansvaret ligger hos Rødovre Kommune Socialminister Eva Kjer Hansen (V) mener, at ansvaret ligger hos Rødovre Kommune, som længe har haft kendskab til problemet.

Derfor har hun bedt kommunen om at udarbejde en redegørelse, som skal lande på hendes ministerbord senest om to uger. »Jeg har helt akut i dag rettet henvendelse til kommunen for at få en status på sagen. Jeg synes, at beboerne har krav på at få vished om, hvad der skal ske. Og at der ret hurtigt bliver truffet en afgørelse, som giver beboerne en holdbar løsning«, siger Eva Kjer Hansen. Ministeren lægger samtidig ikke skjul på, at hun ikke er imponeret over Rødovre Kommunes håndtering af sagen. »Jeg synes godt nok, at det er gået lang tid i den her sag. Så nu må de se at få en plan på bordet«, lyder det fra ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her