Den offentlige sektor skal have et løft, men det må helst ikke koste noget. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) præsenterede tidligere i dag en række initiativer, hvor regeringen blandt andet foreslår, at ældre og handikappede får en fast kontaktperson, der kan gøre vejen gennem det offentlige nemmere. Men hun forventer ikke, at der skal de store penge på bordet. »Vi vil se nærmere på, hvad det vil koste at drive de her initiativer, men det er først i næste fase, at vi vil se på, hvordan økonomien er i det her. Vi skal også drøfte med regioner og kommuner, hvad der skal til for at gennemføre de her initiativer. Nogle vil givetvis koste nogle kroner, mens vi andre steder på længere sigt henter pengene hjem igen«, siger socialminister Eva Kjer Hansen. Krav om flere midler Men den udmelding er Socialdemokraternes socialordfører ikke tilfreds med. Hun mener, at det offentlige skal tilføres flere midler, hvis regeringens initiativer skal føres ud i livet. »Du bliver nødt til at have socialrådgivere, der kan løfte opgaven. Lige nu flygter mange socialrådgivere fra forvaltningerne rundt omkring. Og en meget vigtig forudsætning for at kunne holde på personalet er, at der bliver tilført flere ressourcer«, siger Mette Frederiksen. Hos de radikale er der heller ikke stor forståelse for regeringens plan om, at et serviceløft ikke bliver efterfulgt af flere ressourcer. »Alle ved, at hvis der ikke kommer penge på bordet i forhold til forebyggelse og sundhedsfremme, så kan det være lige meget«, siger de radikales sundhedsordfører Charlotte Fischer. »Afgørende med flere penge« Heller ikke formanden for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin (V) køber socialminister Eva Kjer Hansens (V) udsagn om, at regeringens serviceløft blot vil resultere i en mindre regning, som kommunerne kan betale via effektiviseringer. »Det kan hun godt glemme alt om. Det er helt afgørende, at der følger penge med«, siger Erik Fabrin til ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























