Rigspolitichef Torsten Hesselbjergs chauffør har fået sin straf for at have kørt for stærkt i tjenestebilen.
Den 39-årige chauffør har fået en bøde på 1.000 kroner for at have kørt mindst 147 kilometer i timen på en strækning, hvor man højst må køre 130. skriver Ekstra Bladet. Rigspolitichefen sad selv på bagsædet 1. maj sidste år under turen mellem Horsens og København, hvor chaufføren overskred fartgrænsen. En 31-årig mand fulgte efter i sin bil og filmede lovovertrædelsen med sin mobiltelefon. Først afviste anklagemyndigheden at straffe chaufføren, fordi der var risiko for, at optagelserne var manipulerede. Men da den anonyme, 31-årige anmelder sendte sit originale sim-kort til politiet, valgte man at genoptage sagen, der har taget politiet i Ringsted 235 arbejdsdage at færdiggøre.



























