Far får huset, mor får børnene

Det er stadig oftest kvinden, der beholder børnene.
Det er stadig oftest kvinden, der beholder børnene.
Lyt til artiklen

Ordet skilsmisse røg ud af hendes mund, da de for gud ved hvilken gang holdt natligt krisemøde om deres parforhold.

Nu er han lammet af chok, hun er tynget af skyldfølelse, men der er ingen vej tilbage. En af dem må flytte. Nu. Sådan en situation – eller en, der ligner – kan rigtig mange danskere nikke genkendende til, eftersom hele 40 pct. af alle ægteskaber eller papirløse forhold går i opløsning. Pludselig er behovet for en ny bolig akut, men hvem af de to skal flytte, og hvorhen? Det har seniorforskerne Kirsten Gram-Hanssen og Claus Bech-Danielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut sat sig for at undersøge, og en af deres konklusioner er, at mændene indtager førstepladsen, både når det gælder om at være stærkest og svagest efter en skilsmisse. Kvinden beholder oftest børnene For jo højere husstandens indtægt er, desto større risiko er der for, at det er kvinden, som må pakke kufferten, tage børnene ved hånden og finde et nyt, midlertidigt sted at bo. Det er nemlig stadig oftest kvinden, der beholder børnene, men det er samtidig manden, der bedst har råd til at blive boende. I den situation er det altså manden, der vinder økonomisk. Omvendt forholder det sig med mindre velstillede familier. Her er det som regel manden, der fraflytter den almennyttige bolig, mens kvinden bliver boende med børnene. Manden taber både børn og bolig. Mange flytter i midlertidig bolig At det ikke er nemt at finde en billig, midlertidig bolig, kan de fleste skrive under på, skilsmisse eller ej. Og ved et parforholds opløsning skal det desuden gå stærkt med at finde et nyt sted at være. Derfor flytter 10 pct. hjem til far og mor igen. Andre sover på madrasser hos venner og familie, fremlejer et værelse på ugebasis, eller må, som en tredjedel, ty til dyr, privat udlejning. Fælles for de fleste er, at den, der flytter, finder en bolig, der er midlertidig. Blandt de 55.000 personer, der i undersøgelsesåret 2002 brød op på grund af en skilsmisse, var næsten halvdelen rykket videre året efter. Det er nemlig ikke bare svært at finde et sted at bo. Flere af de medvirkende i undersøgelsen giver også udtryk for, at de var ude af stand til at træffe varige beslutninger umiddelbart efter skilsmissen, fordi de var i krise. Interessant er det i den forbindelse, at ud af de mere end 6.000 personer, der flyttede direkte i et nyt parforhold, er næsten halvdelen brudt op igen efter et år. Bolig giver status Boligen er i høj grad et statussymbol, som flere personer afslører over for de to forskere. Efter en skilsmisse er det vigtigt at vise omverdenen, at man har styr på sin tilværelse og ikke er slået ud. Intet medvirker mere til det end boligen. For velstillede kvinders vedkommende betragtes en lejlighed i en ’social boligblok’ som en standsmæssig deroute. Derfor er det også mest disse kvinder, der flytter i dyr, privat udlejning. Mange har bondeanger Og så er der børnene. Især mænd giver udtryk for dyb frustration over ikke at kunne skabe gode fysiske rammer for deres børn i en midlertidig bolig. Hvem, der flytter eller hvem, der får møblerne afhænger også af hvem, der har udløst skilsmissen, for den part, der forlader familien, er ofte så skyldbetynget, at han eller hun afstår fra at stille store krav. »Bondeangeren den er slem (...) Og det lindrer lidt, når man så siger: Tag lortet, tag møblerne, så lindrer det lidt, ikke? Men kun kort«, siger en mand, der forlod kone og to børn. For mange er der store følelsesmæssige omkostninger forbundet ved at forlade den bolig, de investerede så meget kærlighed i, og nogle giver ligefrem udtryk for, at de blev længere i ægteskabet på grund af hus og hjem. Ved skilsmisse smuldrer selvforståelsen, og en ny identitet skal opfindes. Kernefamilien det eneste sande I den forbindelse er boligen vigtig. Det bliver afgørende at finde et sted, som det nye liv og en ny selvfortælling kan bygges op om, konkluderer forskerne, som også har bemærket, at ganske vist finder de fleste omsider en bolig, som de anser for permanent. Dog kun midlertidigt permanent. For trods Danmarks mange skilsmisser, står kernefamilien tilsyneladende stadig som det eneste sande. Og alle undersøgelsens medvirkende regner sandelig med, at de en dag møder en ny partner, som de igen kan etablere en ’rigtig’ familiebolig med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her