Folk i Køge skal stadig holde sig fra vandhanerne.
Myndighederne i Køge syd for København kendte mandag aften stadig ikke kilden til den forurening i Lyngen Vandværk, som har givet borgere fra mindst tolv husstande i den nordlige del af byen symptomer som feber, diarré og opkastninger. Der meldes dog ikke om alvorligt syge. »Jeg har ingen oplysninger om, at nogen skulle være hospitalsindlagt endnu. Symptomerne svarer til en omgang Roskildesyge, og det kan jo også være slemt nok«, siger drifts- og anlægschefen i Køge Kommune, Lars Mørk. Svar på prøver tirsdag aften Han venter først svar på de prøver, som skal kortlægge årsagen til det forurenede vand, tirsdag aften. Hos Køge Politi var otte mand travlt beskæftiget med at besvare opkald fra bekymrede borgere, som havde spørgsmål om vandforsyningen eller symptomerne. Rene vandforsyninger var forsinket Vandet må kun bruges til toiletskyl, og indtil faren er ovre, kan boboerne hente frisk vand ved fire opsamlingssteder rundt omkring i de berørte områder. Forsyningerne var forsinket, så det var først fra klokken otte mandag aften, at »vandposterne« blev åbnet.




























