Socialdemokraterne ruster sig til valgkamp.
Partiet vedtog i dag på partiets gruppemøde at flytte om på en lang række betydningsfulde ordførerskaber. Retsordfører og næstformand i gruppen Morten Bødskov er blevet yderligere forfremmet til den tunge post som finansordfører i stedet for Jan Petersen, der ikke genopstiller ved næste valg. Også Karen Hækkerup stiger i graderne og overtager Morten Bødskovs plads som retsordfører. Hækkerup har hidtil taget sig af forbrug, men det bliver nu Kirsten Brosbøls opgave, mens Mette Gjerskovs får fødevarer. Det er Pia Gjellerups afsked med Folketinget, der har åbnet op for rokaden, som skal ruste Socialdemokraterne til at vinde næste valg om maksimalt to år. Hun sad på adskillige poster, hvoraf den tungeste er kommunalordførerposten, der overtages af Ole Stavad. Comeback til fyrede Især yngre gruppemedlemmer, som har slået godt igennem i medierne, bliver forfremmet. Men der var også comeback til Anne-Marie Meldgaard og Bjarne Laustsen, der begge har lidt den tort at blive fyret af Helle Thorning-Schmidt. Meldgaard skal stå i spidsen for ligestilling, mens Laustsen kommer ind som boligordfører. Til gengæld røg sundhedsordfører Lone Møller til stor undren og utilfredshed for både hende selv og flere gruppemedlemmer, der også ytrede deres modstand mod partiledelsens indstilling på mødet. »Jeg undrer mig. Jeg er den bedste til at føre sundhedspolitik i den socialdemokratiske gruppe«, sagde Lone Møller, der blev bakke op af blandt andre arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov. Unge frem Gladere var blandt andre tidligere IT- og tele-ordfører Magnus Heunicke. Han skal være ny trafikordfører efter i stedet for Poul Andersen, som i stedet skal varetage forsvarsområdet. »Nu har vi sat vores hold, og jeg er rigtig glad og stolt over at være en del af det hold«, sagde Magnus Heunicke og fortalte, at han »næsten fik tårer i øjnene«, da han fik beskeden mandag aften. Sundhedsområdet overtages af Jens Peter Vernersen, der har været en aggressiv ordfører på fødevareområdet til ledelsens store tilfredshed. Helle Thorning-Schmidt sagde, at hun »kun har godt at sige om Lone Møllers indsats på sundhedsområdet«, men at rokaden var nødvendig. Og tilføjede: »Vi har tilbudt Lone en rigtig god post som kommunalordfører – et meget vigtigt område som vedrører mange borgeres hverdag – det har Lone desværre valgt at sige nej tak til, men jeg håber selvfølgelig stadig, at Lone vil træde tilbage på holdet«. Den afgående Pia Gjellerup, der rejser til et job i DJØF, var også politisk-økonomisk ordfører – den post går til Rene Skau. Både den hidtidige finansordfører Jan Petersen og nu tidligere forsvarsordfører Per Kaalund har før rokaden meddelt, at de ikke genopstiller ved næste valg.




























