En vedbend, der gennem adskillige år fik lov til at vokse op ad en gavl i det sydøstlige Aalborg har nu kostet husejeren 130.000 kroner. Vestre Landsret har dømt husejeren til at betale en erstatning på 90.000 kroner til naboen, og hertil kommer og modpartens sagsomkostninger med 40.000 kroner.
Ind over naboens tag
Husejeren plantede for snart mange år siden en vedbend op ad den fælles brandgavl ind mod naboen. Det må man gerne, men sådanne planter har det jo med at gro op mod lyset, så vedbenden kravlede op over gavlens kam og ind over naboens tag.
I 2002 skulle nabohusets tag skiftes, og ejeren bad naboen om at fjerne den påtrængende klatreplante.
Men parterne kunne ikke blive enige om, hvem der skulle gøre hvad, og i juni 2002 skar bygherren planten ned.
Beskadigede motorcykel Den mistede rodfæstet i muren og væltede ned i husejerens have, hvor den blandt andet beskadigede en motorcykel. Nu blev hus- og planteejeren vred, og krævede 33.000 kroner i erstatning for det hærværk, som naboen havde forøvet. Naboen nedlagde en selvstændig påstand om betaling af 109.500 kroner - nemlig det beløb, det har kostet at fjerne planten, og reparere brandkam og gavl efter plantens hærværk mod murværket.



























