Som led i kampen med DR om 'Den hemmelige krig' har forsvarsminister Søren Gade (V) fremlagt ekstra dokumentation på de punkter, hvor han mener, at DR har begået fejl.
En væsentlig del af dokumentationen består af Gades kommunikation med DR. »Der har vist sig et behov for en dokumentation af en række af de centrale kritikpunkter i filmen. Denne dokumentation kan forhåbentlig bidrage til en mere præcis vurdering af de enkelte kritikpunkter, der er fremsat mod filmen og Danmarks Radio«, skriver Søren Gade i indledningen til det nye notat, der er offentliggjort på Forsvarsministeriets hjemmeside. Guldbrandsen brugte bevidst en fejl En af de ting, Søren Gade lægger frem, er et hidtil hemmeligstemplet internt notat fra Forsvarsministeriet. Af notatet fremgår det, at ministeriet telefonisk gjorde filmens instruktør Christoffer Guldbrandsen opmærksom på en misforståelse længe før, filmen var færdig. Alligevel brugte Guldbrandsen den forkerte oplysning i filmen. »Drejningen synes typisk for G (Guldbrandsen, red.), der giver fakta en lidt anden drejning med henblik på at bringe den interviewede uden for fatning«, hedder det i notatet. Det drejer sig om Søren Gades første svar til Folketinget på, om danske soldater har taget fanger i Afghanistan. Her svarer Gade, at man har været med til at tilbageholde 34 afghanere. Brugt i interview med Lissner Efterfølgende udlagde en kontorchef fra Forsvarsministeriet svaret på en forkert måde over for Guldbrandsen, som i filmen konfronterer Jægerkorpsets chef Frank Lissner med den forkerte udlægning. Hvilket Lissner bliver tydeligt forvirret over. Notatet viser, at ministeriet på det tidspunkt har rettet sin fejl. Netop det interview med Frank Lissner er et af de punkter, som DRs seerredaktør Jacob Mollerup har kritiseret i sin redegørelse om filmen og TV Avisens efterfølgende dækning. Forsvarsministeriets dokumentation kan læses her.



























