En 28-årig mand er anholdt og sigtet for vold med døden til følge. Han er sigtet for at have slået en 52-årig mand til døde i Vejle, oplyser politiet.
Den 52-årige blev i går fundet død i sin lejlighed på Grønnedalen i Vejle. Han havde kraftige kvæstelser i ansigtet efter vold og er formentlig død af blodtab. »Den sigtede har erkendt, at han mandag under et kraftigt drikkelag slog sin kammerat i hovedet med en flaske«, siger vicekriminalinspektør Søren Søndergaard, Sydøstjyllands Politi i Vejle. Efter overfaldet ringede voldsmanden til sin mor, som tog op i lejligheden på Grønnedalen for at køre den 52-årige på skadestuen. »Men han ville ikke på skadestuen, og hun kørte ham derfor hjem igen«, fortæller Søren Søndergaard. Den kraftigt blødende mand har gået rundt i lejligheden, inden han til sidst faldt om og døde på badeværelset. Det er ifølge retsmedicinerne sket tirsdag eller onsdag.



























