Der vil 'meget snart og hurtigt' blive truffet en afgørelse om, hvorvidt de tre løsladte i terrorsagen skal tiltales på ny.
Det siger statsadvokaten for Sjælland. »Nu skal tiltalespørgsmålet overvejes i samråd med rigsadvokaten, som har den endelige afgørelse«, siger statsadvokat Kim Christiansen. »Vi vil meget snart og hurtigt holde et møde«, siger han. Meget stor sag »Vi må konstatere, at nævningene traf en afgørelse, som blev underkendt af de juridiske dommere. Dermed er vi anbragt i en situation, hvor vi må vurdere, hvad vi så skal gøre. Det er en stor sag med et stort materiale«, siger statsadvokaten. I en eventuel ny sag mod de tre løsladte er det tilladt for anklagemyndigheden at inddrage eventuelle nye beviser. Det er sket i tidligere retssager. En sag om et drab på en rocker i lufthavnen i Kastrup gik om i Østre Landsret i 1997, da der dukkede nye beviser op. Tre tiltalte blev frifundet i den første sag, men dømt i den anden.




























