Den 17-årige dreng, der ved Østre Landsret blev idømt syv års fængsel i terrorsagen fra Glostrup, har besluttet at anke strafudmålingen til Højesteret. Det oplyste den dømtes forsvarer, advokat Anders Boelskifte, til TV 2 Nyhederne i aften. Abdul Basit Abu-Lifa blev dømt for at samarbejde med de to mænd, som tidligere er dømt strenge fængselsstraffe i den såkaldte terrorsag fra Sarajevo. Her blev en svenskbosnier og en dansktyrker dømt for at forberede et terrorangreb og for at have været i besiddelse af knap 20 kilo sprængstof, et selvmordsbælte og en lyddæmpet pistol med tilhørende ammunition. Forventet anke At han nu har besluttet at anke straffen på syv års fængsel til Højesteret er ikke den store overraskelse. »Syv år er væsentligt for meget. Det er fantastisk lang tid for så ung en mand«, sagde Abu-Lifas forsvarer, Anders Boelskifte umiddelbart efter dommen. I retten udtalte han da også, at en straf på to-tre års fængsel måtte være passende. Det er kun strafudmålingen, den 17-årige kan anke til Højesteret - skyldspørgsmålet blev endelig afgjort af nævningetinget i Østre Landsret i dag.
Terrordømt vil anke straffen
Lyt til artiklen