Sverige satser 40 millioner på mobbeforskning

Der er mange måder at mobbe på. Og efter at mobilen er blevet alle børns eje, er der kommet en ny metode.
Der er mange måder at mobbe på. Og efter at mobilen er blevet alle børns eje, er der kommet en ny metode.
Lyt til artiklen

Mens de danske skoler stadigvæk venter spændt på undervisningsminister Bertel Haarders (V) varslede udspil mod mobning, har den svenske regering taget spenderbukserne på for få et videnskabeligt grundlag for, hvad der forebygger mobning. 40 millioner svenske kroner har de bevilliget. For ovre på den anden side af sundet mener de, at der er gået inflation i mobbeprojekter og metoder. Nu vil de vide, hvad der virker. Herhjemme gik et forskerteam på Danmarks Pædagogiske Universitet i onsdags i gang med at kortlægge mobningens væsen med forskningsprojektet eXbus, der har fået otte millioner fra en privat fond. Antimobbekonsulenten Helle Rabøl Hansen, der er den eneste praktiker på holdet, er imponeret over det svenske tiltag. Hun vurderer, at de to forskningsprojekter kan få stor glæde af hinandens resultater og erfaringer. De mange metoder skal indsamles Det svenske forskerprojekt vil få ti millioner årligt frem til 2010, og for den svenske skoleminister Jan Björklund har det vigtigste været at få styr på de mange hjemmestrikkede tiltag, som skolerne bruger. »Sverige har været et uland, når det gælder mobningsbekæmpelse. Selv om alle skoler har mobningsprogrammer og planer, så ved vi ikke, om de fungerer«, sagde ministeren for de svenske skoler ved regeringens pressemøde i torsdags. Han har derfor bedt Myndigheten för Skolutveckling (MFS) om at indsamle de mange metoder, som bruges ude i landets skoler. Der skal renses ud i de mange mobbeprojekter, som man ikke kan se nogen resultater af. »Ingen elev skal behøve at være bange for at gå i skole. Jeg ved godt. at skolerne handler i bedste mening, men mange famler i blinde. Når en patient skal opereres, ville vi aldrig acceptere en læge, der ikke brugte forskningsbaserede metoder, men i stedet gættede sig til, hvilken metode han eller hun ville bruge«, siger Jan Björklund. Der skal laves faktabank Efter at de er blevet evalueret, vil de bedste metoder indgå i den faktabank, som regeringen vil have opbygget i emnet. Myndigheten för Skolutveckling skal også udarbejde en uddannelsesplan, som retter sig mod skoler og kommuner. Regeringen opfordrer til at kigge på de nordiske nabolande Finland, Norge og Island. Ikke Danmark. På børneorganisationen Barnens Rätt I Samhället, BRIS, har man i årevis arbejdet for at sætte fokus på mobning. Derfor er generalsekretær i BRIS, Göran Harnesk, i dag en glad mand. »Det er en stor satsning og et vigtigt skridt i den rigtige retning. I Sverige er vi dygtige til at lave projekter og kampagner, men de hviler oftest på få ildsjæle og de stopper, når pengene er brugt. Derfor er vigtigt, at vi går i dybden med emnet og skaber noget, som holder på lang sigt«, siger Göran Harnesk. Elevpleje hver dag For BRIS er det altafgørende, at man forstærker lovgivningen på området, især når det gælder elevplejen. Det er ikke rimeligt, at en skolesygeplejerske eller en skolepsykolog kun har få timer ugentligt. »Hvis et barn har ondt i maven eller er ked af det en fredag, så kan det ikke vente til mandag. Så skal der være nogle professionelle voksne til at tage sig af det«, siger han. Håb om inspiration i Danmark Mens den svenske skoleminister er selvkritisk, når det gælder arbejdet mod mobning, bliver Sverige herhjemme konstant omtalt som forbillede både af politikere og praktikere. »Deres indsats er fantastisk, men de er altid meget ydmyge over for deres resultater. Og den store bevilling er et udtryk for, at de ser mobning som et offentligt problem. De gør det til et ’vi-problem’ og ikke til et problem for det enkelte mobbeoffer«, siger den danske anti-mobbekonsulent Helle Rabøl Hansen. Hun håber, at den svenske indsats vil inspirere danske politikere: »Der ligger stor inspiration i, at svenskerne tager den sociale trivsel med ind i læring, fordi mobning formentlig hæmmer indlæring«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her