»Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan gøre tilsynene bedre og mere effektive. De har simpelthen ikke virket godt nok i disse tilfælde«, siger socialminister Eva Kjer Hansen (V), der med gru har fulgt TV 2’s beretninger med skjult kamera fra Bostedet Sjælør og Strandvænget. Tv-udsendelserne har både vist nedværdigende behandling af de udviklingshæmmede og unødig brug af magtanvendelse og beroligende medicin. Ministeren kalder forholdene rystende og uacceptable og har bedt om en redegørelse fra både region Syddanmark og Københavns Kommune, som huser de to institutioner. K: Ministeren skal selv føre tilsyn Men det er ikke godt nok siger både regeringspartiet de konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti. »Det er fint nok, at ministeren sætter fokus på tilsynet. men problemerne er så omfattende og så alvorlige, at der skal mere til«, siger socialordfører for DF Pia Kristensen, der har bedt om et ekspertmøde med bl.a. faglige organisationer, handikaporganisationer og pårørende. »Og når vi har hørt eksperterne, skal vi tage nye lovinitiativer, men inden da, skal vi ikke begynde at lave lappeløsninger. Der skal en tværfaglig indsats til. Og vi er også nødt til at tale om ressourcer«, siger hun. Den konservative socialordfører Tom Behnke siger, at bedre tilsyn er »et stykke i den rigtige retning, men jeg kunne godt tænke mig, at ministeren selv strammer sit tilsyn med kommuner og regioner op«. »Hun skal føre tilsyn med dem, der fører tilsyn, og så skal tilsynene have en karakter, så der bliver fulgt op på de problemer, de afslører«, siger han Krav om særligt uddannede ledere Behnke mener – i lighed med både Pia Kristensen og socialministeren – at lederne i omsorgssektoren skal være bedre uddannet. »Jeg vil ikke afvise, at vi skal stille krav om et bestemt uddannelsesniveau f.eks. Men det handler også om, at lederne skal have lov at være ledere og ikke bare sidde og administrere«, siger han. Eva Kjer Hansen har allerede afsat 14 millioner kroner til et uddannelsesforløb for cirka 600 ledere. »Jeg har tænkt mig at følge området helt tæt og sørge for, at regioner og kommuner lever op til deres ansvar. Jeg er villig til at bruge både stok og gulerod i form af strammere tilsyn og hjælp til øget efteruddannelse«, siger ministeren Hun mener dog, at problemerne handler mere om »manglende menneskelig respekt end om manglende love og regler«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























