Udviklingshæmmedes botilbud skal gennemtjekkes

Vi har brug for at få vished for, hvordan det ser ud på landets institutioner, siger socialministeren.
Vi har brug for at få vished for, hvordan det ser ud på landets institutioner, siger socialministeren.
Lyt til artiklen

Nedværdigende skældsord, manglende bleskift, unødig brug af magtanvendelse, uuddannet personale, der i strid med reglerne giver beroligende medicin. Listen af grovheder og regelbrud over for udviklingshæmmede får nu socialminister Eva Kjer Hansen (V) til at igangsætte en landsdækkende undersøgelse af institutioner for udviklingshæmmede. »Jeg er dybt rystet over de eksempler vi har set. Vi har brug for at få vished for, hvordan det ser ud på landets institutioner. Jeg vil simpelthen have svar på, hvor meget man sørger for at følge op – både i forhold til patienterne og institutionerne«, siger Eva Kjer Hansen. Det sker i kølvandet på TV 2’s beretninger med skjult kamera fra Bostedet Sjælør og Strandvænget. I de seneste dage har politikere, faglige organisationer, handikaporganisationer og pårørende stået i kø med kritik og forslag til, hvordan forholdene for de udviklingshæmmede bliver bedre. Hvordan fører I tilsyn? I de kommende dage vil socialministeren kontakte hver enkelt kommune og alle landets regioner og bede dem redegøre for, hvordan de fører tilsyn med de udviklingshæmmede på de offentlige institutioner. »Jeg må konstatere, at tilsynet måske ikke har været i orden, og at der er ledere, der ikke har formået at motivere medarbejderne ordentligt«, siger Eva Kjer Hansen. De 98 kommuner og fem regioner skal både fortælle, hvor ofte der føres tilsyn med de udviklingshæmmede, og hvor grundigt de gør det. Undersøgelsen kan munde ud i en revision af lovgivningen på området, som blandt andre Dansk Folkepartis socialordfører Pia Kristensen krævede. Med den landsdækkende undersøgelse imødekommer socialministeren også oppositionen til venstre for regeringen, hvor blandt andre de radikale har ønsket en total kortlægning af forholdene. Fogh rasende Tidligere kritiserede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) hårdt, hvad også han havde set i TV 2's udsendelser. »Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvordan i alverden ansvarlige ledelser af sådanne institutioner kan være uvidende om, hvad der foregår på institutionerne. Det er naturligvis uacceptable forhold, der skal rettes op på«, sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde. Statsministeren placerer ansvaret hos institutionsledelsen og mener, at uddannelsen af ledere bør kigges efter i sømmene. »Ansvaret ligger først og fremmest hos de ansvarlige ledelser på institutionerne. Hvis vi ser mere generelt på det, så tror jeg, at vi skal have kraftigt fat i ledelse, uddannelse af kompetent og professionel ledelse på vores institutioner«, sagde Fogh og tilføjede, at det indgår som del af regeringens kommende kvalitetsreform.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her