Fængselsfunktionærer i Statsfængslet i Vridsløselille har i dag afsløret indsatte i at forsøge at indsmugle 16 liter ren alkohol i juicekartoner. Fængslets købmandsbutik er midlertidigt lukket på grund af en ombygning.
Nogle udvalgte indsatte har derfor i de seneste måneder fået lov til - under ledsagelse af fængselspersonale - at handle ind for de øvrige indsatte i den lokale Bilka. Indholdet af de ellers uskyldigt udseende kartoner blev afsløret i fængslets faste procedure for visitation og scanning af varer fra supermarkedet. Ordningen er omgående standset, og indsmuglingsforsøget skal nu efterforskes, oplyser sikkerhedschef Ole Gotfredsen.



























